Kommanditselskab
Et kommanditselskab består af to former for ejere, hvor forskellen primært består i måden, hvorpå de hæfter. "Komplementaren" hæfter personligt og ubegrænset, men ejer ofte ikke andele af kommanditselskabet ("kommanditanparter"). Såfremt der er flere komplementarer, er der solidarisk hæftelse. Kommanditisterne hæfter alene gennem deres indskud. Man kan gratis stifte et kommanditselskab. Deltagerne kan være enkeltpersoner og/eller selskaber. Komplementaren er typisk et aktie- eller anpartsselskab.
Et kommanditselskab er skattemæssigt transparent, hvilket i praksis indebærer, at kommanditselskabet ikke beskattes særskilt, men at ejerne af et kommanditselskab beskattes som om, de havde ejet en forholdsmæssig andel af kommanditselskabets aktiver og passiver personligt. Mange 10-mands ejendomsprojekter er organiseret som kommanditselskaber, hvor investorerne således bliver kommanditister.
Kommanditselskab og de forskellige begreber.
Komplementaren Komplementarer disponerer på selskabets vegne og har ofte også et økonomisk og/eller ledelsesmæssigt engagement i kommanditselskabet. Hvis der er flere komplementarer, skal disse være enige om dispositionerne. Komplementaren er typisk stifter af virksomheden, og driver således ledelsesvirksomhed, imens kommanditisten er investor.
Kommanditisterne Kommanditisterne kan ikke disponere på selskabets vegne, med mindre det er aftalt. Som kommanditist har man mulighed for både i forbindelse med erhverv, men også som privat at indgå i en investering med lav risiko og lille administration, samt skattefordelen i form af afskrivninger kan trækkes direkte på selvangivelsen.
Start af virksomhed
Kommanditselskab er velegnet til start af virksomhed. En væsentlig grund til at anvende kommanditselskab som selskabsform er, at det som nævnt ikke er selvstændigt skattepligtigt. D.v.s. at overskud eller underskud vil indgå direkte på ejernes selvangivelse. Dette kan være en stor fordel, hvis kommanditselskabet får et underskud, fordi dette så kan fratrækkes i ejernes øvrige indtægt. Men i modsætning til interessentskabet, hæfter kommanditisterne ikke for et ubegrænset beløb, hvis selskabet går konkurs.


